KUNSTENS MAGT, MAGTENS KUNST

The unpopular question of Ethics in Literature (in Danish)

Dette essay skrev jeg for mere end 10 år siden (og blev ufatteligt upopulær blandt mine kolleger for blot at stille de spørgsmål, jeg gør). Men fordi diskussionen af etik i litteraturen nu er eksploderet igen med historien om Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg, gentager jeg det her:

KUNSTENS MAGT. MAGTENS KUNST.

De senere års stigende brug af andres personlige virkelighed i litteraturen rejser
en række principielle spørgsmål: For hvis det er ’noget andet’ med kunsten, hvad sker der så når kunsten begynder at ligne noget andet? Og når det er acceptabelt for forfattere at skrive alt om alle, hvad så når alle i dag er forfattere i den virtuelle virkelighed? Er litteraturen uafvidende blevet fortrop for det gensidigt uforbeholdne ’little-brother-is-watching-you’ samfund? Hvem tør du stole på, hvis du overhovedet tør stole på nogen?

For nogle år siden var jeg til et arrangement på Det Danske Akademi, hvor spørgsmålet blev rejst om, hvad og hvordan man kan tillade sig at bruge af andres private historier i sin litteratur. Det var særligt relevant for mig, fordi jeg kort forinden selv havde oplevet en kollegial meget ufin brug af mine erfaringer, imod alle løfter om det modsatte. Til min forbløffelse var stort set alle de tilstedeværende både yngre og meget erfarne forfattere enige om, at man kan tillade sig hvad som helst. Begrundelsen var meget enkel: ’Fordi det er kunst’.
På mit spørgsmål om hvilken forskel det ville gøre, hvis en journalist var til stede ved mødet og valgte at gengive dette med personlige detaljer, eller om en forfatter gjorde det med identificerbare karakterer, blot med fiktive navne (det var inden fiktionen begyndte at benytte sig af virkelighedens navne), blev der svaret at: ’Det er noget andet med kunst’.

Det var selvfølgeligheden der slog mig. Den totale mangel på tvivl om at vores gebets ’ophøjethed’ medfører retten til at være hævet over enhver etisk fordring man - også selv - mener, gælder for anden omgang mellem mennesker. En selvfølgelighedens mur som jeg siden har bemærket rejser sig, hver gang emnet dukker op.

For en branche der lever af at perspektivere livet samt at stille spørgsmålstegn til magten og den konventionelle tankegang, synes der at være en ufattelig berøringsangst overfor konventionerne om vores eget gebet.

Men hvad er det ved kunsten, der gør den så urørlig?

Hvorfor er der så mange hellige kunst-køer, når man netop skulle tro at det var i kunstens natur ikke at regne noget for helligt?

Og hvis det er acceptabelt for forfattere af litteratur at skrive alt om alle, hvad så når den virtuelle virkelighed i dag har gjort alle til forfattere? Er litteraturen uafvidende blevet fortrop for det gensidigt uforbeholdne ’little-brother-is-watching-you’ samfund? Hvem tør du stole på, hvis du overhovedet tør stole på nogen? Hvad når din læge bliver forfatter? Din præst? Din psykolog? Dit barns børnehavelærer? Gælder deres tidligere erhvervs tavshedspligt så, eller overtager kunstens ’fordi’ - og tillader alt?

Litteraturen og historien (1)

Når man kigger på dette emne i historisk lys, er det meget fristende at snuble af ærefrygt i anden sætning og aldrig gå videre. For der er et utal af eksempler på stor kunst der er blevet til på et for datiden grænseoverskridende og uetisk grundlag, tænk blot på Michelangelos strengt forbudte obduktioner for bedre at kunne gengive kroppens sande indretning. Et væld af forfattere er døde eller har lidt - og lider den dag i dag - Gulag skæbnen for at skrive imod diktatoriske regimers dagsorden. Det er ikke så mange år siden, at Henry Miller sendte sig selv i eksil for at kunne skrive eksplicit om sex, mens Truman Capote stort set sendte en mand i galgen for at kunne blive færdig med ’I koldt blod’. Ernest Hemingway og Scott Fitzgerald beskyldte gensidigt hinanden for at stjæle idéer, mens Tove Ditlevsen blot beskrev sit og dermed alle andres liv tæt på hende.

Det er indlysende at man ikke kan vurdere et kunstværks værd på, hvad der måtte være gået med af etiske eller juridiske overtrædelser under tilblivelsen. Desuden er ikke bare mange af datidens overskridelser senere blevet den nye accepterede norm, de har ofte ligefrem vist vejen for den videre udvikling.

Nøglen til kunstens ’ret’ til ikke at blive begrænset ligger lige her: for hvem ved om ikke netop dét kunstværk nogen skulle have (over-)mod til at sætte sig imod, siden hen vil vise sig af særlig stor værdi for menneskeheden?

Der er imidlertid et men. For nogle overskridelser er aldrig blevet accepterede som norm, og har heller ikke udsigt til nogensinde at blive det: For eksempel dømmes Capotes adfærd hårdt af den amerikanske nutid, mens Knut Hamsuns støtte til nazismen kaster lange skygger over hans personlige eftermæle (imidlertid ikke over hans værk, der var uafhængigt heraf). Hvis man kigger eksemplerne der falder til den ene eller anden side på vægten, bliver det langsomt klart, hvad omdrejningspunktet er. Hvor vidt eftertiden vurderer en specifik overskridelse som et gode eller ej, kan opsummeres i dette ene ord: Magt.

Er overskridelsen gået op imod en magt (som Michelangelos imod kirkens forbud mod obduktion) eller er den udtryk for et misbrug af egen magt (som Capotes fatale svigt af en dødsfanges tillid, og Hamsuns brug af sin status i fascismens tjeneste).

Hvor står vi så i den vestlige verden i dag - efter at kampen mod det 20’ende århundredes autokratiske regimer er vundet, efter 1960’ernes seksuelle frigørelse og den gamle spidsborgerkulturs fald, og ikke mindst efter 1970’ernes bekendelseslitteratur, er der så i vores del af verden nogen som helst autoritetsbastioner der står tilbage som undertrykkere af den kunstneriske udfoldelsesfrihed?

Andet end dette ene: hvor langt kan en forfatter tillade sig at træde ind over et andet menneskes privatsfære?

Litteraturen og historien (2)

Engang byggede vi pyramider ved hjælp af slaver. Engang havde kvinder ikke stemmeret, og engang så vi det som god børneopdragelse at slå børn. Disse ting har vi ændret, uden at vores forgængere dermed blev skammeliggjorte: Vi holder ikke 1930’ernes forældre ansvarlige for at have slået deres børn, vi er blot for nogle årtier siden kommet frem til at man kan få endnu bedre voksne ud af en børneopdragelse uden vold. Vi glæder os over pyramiderne, men bygger nu om dage andre storslåede bygninger uden brug af slaver. Hvorfor så den voldsomme bål og brand holden for med alverdens klassisk litteratur ved ethvert pip om muligheden for i denne ændrede verden at ændre syn på placeringen af de etiske overvejelser i den kunstneriske udfoldelse? Hvad der er skrevet frem til i dag, vil jo blive stående i overensstemmelse med dets litterære værdi, fuldstændigt som vi fortsat værdsætter Karen Blixens ’Den Afrikanske Farm’, trods bogens for vor tid kolonialistiske og racistiske undertoner. Hvad er det ved tanken om hensynet til næsten, der er så blasfemisk for store dele af litteraturens verden?

Det er jo ikke fordi det ikke er muligt at skrive stor litteratur, der ikke i væsentlig grad baserer sig på en privatsfære overskridelse. Dostojevskij havde ikke brug for at slå en pantelånerske ihjel for med Raskolnikov at kunne give os den mest geniale indsigt i skyldfølelsens feberhede cirklen om åstedet. Ej heller kørte Nabokov USA tyndt i månedsvis med en skolepige, som han voldtog igen og igen, for at kunne gøre Humbert og Lolita chokerende virkelige.

Hvorfor er det så sådan, at mens vi tidligere iklædte andres personlige historier visse dækkende gevanter, så er der i dagens litteratur vævet så mange kostelige klæder til virkelighedens Kejser, at kun et barn ville turde formaste sig til at efterspørge fantasien og forestillingsevnen?

Og hvad med dem der står for skud?

Litteraturen og afmagten

Har udøverne af privatlivsudleveringer nogensinde forestillet sig omfanget af indespærrende forkrøbling der kan finde sted i det fængsel, hvor andres forgodtbefindende kan bestemme hvordan et menneske opfattes af omverdenen? Andre steder i verden kæmper folk med livet som indsats for at kunne udtrykke deres tanker frit. I vores del af verden kæmper forfattere for retten til at agere informanter og udlevere vore næres private hemmeligheder til det helvedesregime, der bedst kan betegnes den offentlige gabestok. Er der virkelig nogen forfatter der med hånden på hjertet vil hævde at de har et kunstnerisk behov for at fortælle en andens historie – til uigendrivelig genkendelighed? Eller er det ikke netop en kunstnerisk fallit? En undsigelse af eget kunstnerisk talent og endeløsheden af muligheder, der ligger i den forestillingsevne, som vi afkræver vores læsere at møde vores kunst med?

Litteraturen som sådan er i hvert fald på fallittens rand, hvis vi hævder at den umiddelbare privatgenkendelighed er afgørende for litteraturen som kunst. For det første gør vi i samme øjeblik litteraturen provinsiel: Den kan kun fuldt ud forstås af dem der kender personerne og dermed kan se intrigerne i det skrevne. For det andet fratager vi litteraturen en af dens væsentligste egenskaber: indlevelsen via forestillingsevnen. Det der gør det litterært oplevne, til en del af læserens levede liv.

Det privatgenkendelige og -personlige er ufarligt for læseren. Det er historien om de andres ulykke, ondskab, glæde, kærlighed osv., ikke læserens egen. Det er kendisme for intellektuelle – Se&Hør i godt sprog.

Civilisation er ikke en endestation, men en kontinuerlig udviklingsproces. På stort set alle mellem-menneskelige områder er den udvikling, vi har kæmpet for de sidste par hundrede år, gået i retning af større frihed for den enkelte: For det første frihed til at kunne udfolde sig på lige fod med alle andre, for det andet frihed til at kunne undgå overgreb.

Det eneste område der udelukkende har holdt sig til den første og ikke er indgået i anden del af denne udvikling, er kunsten. Så mens kunstneren har fået større og større frihed til at udfolde sin kunst som han måtte ønske det, er der ikke sideløbende udviklet et etisk kodeks til beskyttelse af den enkelte mod misbrug i en kunstnerisk sammenhæng. Dette har kunnet lade sig gøre, dels fordi skaderne alt andet lige har været relativt begrænsede, og dels fordi de mest har ramt ukendte eller i hvert fald umælende personer.

Inden for de fleste kunstarter er det heller ikke noget større problem. Men i litteraturens verden har magtfuldkommenheden koblet med dogmet om at ’enhver grænseoverskridelse er af det gode’ ført os til et punkt, hvor vores kunst nu ramler sammen med det vi normalt regner for det allerlaveste indenfor underholdningsindustrien: afsløringen af andre personers private liv.

Mens det engang var tankerne og indholdet i det der blev skrevet, der var det skandaløse og grænseoverskridende, er der nu gået ’Lille spejl på væggen der, hvem kommer først? Hvem er størst?’ i litteraturen.

Litteraturen og virkeligheden (1-2)

Men spørgsmålet er om ikke kampen for den ubegrænsede ret til at inddrage reality genrens metoder i litteraturen, i sidste ende vil underminere netop den kunstens-ophøjede-ret-til-at-gøre-hvad-som-helst, som den benytter sig af?

I øjeblikket står det ganske vist 1-0 til litteraturen. Stort set alle, inklusive litteraturens udøvere, regner det for dybt uetisk hvis man viderefortæller en hemmelighed man har fået at vide i fortrolighed. Særligt hvis den går til sensationspressen – og ikke mindst hvis der er modtaget betaling herfor. Men vi behøver blot kalde en sådan foreteelse kunst, så kan vi forfattere til stor applaus agere den Almægtige (ytringsfrihedens helte!), der helt selv bestemmer hvilke af andres privatlivsdetaljer vi vil fremlægge, og tilmed om vi vil tillægge vores oftest uafvidende ofre nogle ’sandheder’, der måske slet ikke er sande.

Vi vandt: kunsten er stor, større, størst!

Eller overså vi noget: Er der noget som helst vi kan finde på af overtrædelser af privatlivets fred, der ikke allerede er gjort i den virtuelle virkelighed?

Nej, litteraturen er lysår bagude. Misbrug af private Sexting fotos og Blogs der kreativt blander løgne og sandheder, har allerede mobbet mange teenagere til selvmord; twitters giver en velvalgt og nøjagtig refleksion af det virkelige liv, mens det leves; og youtube klip af naboens familieopgør; ja selv mobilens gyldne mulighed, Happy Slapping (hvor et umotiveret overfald optages, og dernæst mangfoldiggøres) – eller andre mere godartede optagelser - udføres i mange tilfælde ud fra uafviseligt æstetiske principper.

Hvem skal afgøre hvilke blogs, hvilke iscenesættelser og happenings, der er kunst, og hvilke der ikke er det?

Hvilke dogmer der gælder for os (= kunstnere i det ærværdige form: litteratur) - og hvilke der gælder for dem (= udøverne i de sociale medier)?

Eller er det allerede for sent, og sammensmeltningen en realitet: både blogs og sms er for længst udgivet som romankunst, mens etablerede kunstnere lader deres værker premiere virtuelt. Andy Warhols erklæring om at ’Alle mennesker er kunstnere’ har fået ny aktualitet.

Litteraturen og magten (1)

Mens den kunstneriske udfoldelse i dag møder liden begrænsning, er kunstens udbredelse underlagt en nærmest diktatorisk magtfaktor: markedskræfterne.

Markedet har altid eksisteret og fungerede i lang tid udmærket. Men siden kapitalismen med murens fald mistede sin ideologiske modstander, er det som om systemet er løbet løbsk i en hvirvlende tornado, der ikke har andre mål at give os end adjektivernes: større, hurtigere, mere, rigere, flere … I denne adjektivistiske hvirvel kommer man meget hurtigt bagud hvis man tænker sig om to gange. Den der ikke løber hurtigere end sidemanden, ryger af banen og bliver dømt ude. Der er ingen plads til hensynets forsinkelser. Enhver etik er som bly i skoene; her er der brug for doping og alskens andre af målet helligede midler. Hvirvlen fungerer som et griskhedens pyramidespil, og hvis du tøver, står din sidemand helt sikkert klar til at overhale. At finanskrisen midlertidigt fik hvirvlen til at sagtne farten, ændrede ikke det grundlæggende: For hvirvlen er både narkotisk og altomsiggribende: Så længe hvirvlen tordner rundt, når de få der er klar til at vælge en anden vej, et helt andet værdisystem, ikke langt.

Dette gælder også for litteraturen: Diktatorer censurerer normalt litteraturen, fordi den giver befolkningerne en forestilling om at tingene kunne være anderledes – det farligste af alt for diktatorens magtposition. Markedet, der er enehersker i det meste af verden i dag, behøver slet ikke den slags midler. Markedskræfterne har et våben implicit indbygget: drukning. Forfatteren kan skrive hvad han vil, men hvis ikke han konformerer med markedskravene – måske fordi han netop ønsker at stå imod hvirvlens altdestruktive hærgen - så dømmer han i al sandsynlighed sin litteratur til ukendthedens eksil.

Måske det er det, der får flere og flere forfattere til at springe på eller lade sig rive med af hvirvlens enorme inerti. Ja, hr. Diktator, hvad skulle det være?

Og som diktatorens hof, underholdningsprogrammerne og sensationsbladene - der ikke lægger skjul på at målsætningen ene og alene er tilfredsstillelsen af markedets diktat, dvs at få så mange seere/læsere som muligt uanset hvordan – kan fortælle os: Udleveringen af privatlivet i alle dets former, fra personlig hovedrengøring til næstens skibskatastrofer, står øverst på Diktatorens ønskeseddel.

I dette lys bliver den litteratur, der kaldes grænseoverskridende alene fordi den træder langt ind over et andet menneskes privatsfære, måske i virkeligheden den der allermest konformerer med tidens magtfulde strømhvirvel:

Mere privat, flere detaljer, nye udleveringer, grovere overtrædelser … større, hurtigere …

Litteraturen og magten (2)

Alle mennesker besidder magten på et eller andet område, om ikke andet så over deres børn, om de er venlige eller uvenlige overfor buschaufføren osv – og ikke mindst hvordan de behandler andres tillid. Mens vi ikke kan vælge, hvordan magten udøves overfor os (ej heler markedets magt), har vi et ubetinget valg om hvordan vi udøver den magt vi selv besidder. Derfor er den klareste måde en person træder i karakter at læse af den vis, hvorpå han udøver sin egen magt.

Forfattere regner sig traditionelt for dem der går op imod magthaverne og stiller disse til ansvar. Men hvordan forvalter vi den magt, der via pennen er givet os selv?

Måske det er et spørgsmål, det ville have været nemmere ikke at stille. For det giver anledning til en nagende tanke: om ikke litteraturen i dag - stik modsat vores selvforståelse - sjældnere går op imod nogen magt, end den gør brug af egen overmagt?

Længe leve ytringsfriheden!

Ikke et ord om at det der engang blev etableret til beskyttelse af de magtesløses ret til at ytre sig mod de mægtige, nu om dage fejres som de mægtiges ret til at trampe på de magtesløse. For velkommen til festen!

I en vestlig verden hvor den eneste begrænsning af den kunstneriske udfoldelse er hensynet til næsten, begynder den fortsatte insisteren på retten til at overtræde alle grænser i hvert fald at ligne et evigt pubertetsopgør mod en ikke-eksisterende forældreautoritet. Hvis vi som litterære forfattere undsiger os ethvert etisk ansvar for frembringelsen af vores kunst, hvordan kan vi så kritisere brugerne af vores form, skriften, i de sociale medier for at følge i vores fodspor og ligeledes bortkaste enhver etisk overvejelse?

Er det virkelig de spor vi forfattere ønsker at sætte i den moderne verden? Er der ikke et punkt hvor det latterlige i at kalde den litterære udlevering af en andens privatliv for modigt eller på nogen måde progressivt, bliver så slående at det ikke kan overses?

Er grænseoverskridelserne ikke nået til deres vendepunkt? Til det sted, hvor det mest radikale, det allermest grænseoverskridende netop er at sige stop? At ville en verden hvor næstens tillid ikke står i modstrid med kunstens ypperste? Men netop at regne det for den ypperste kunst at kunne udfordre sit kunstneriske talent til at beskytte andres privatliv, mens man stadig finder vej til at udtrykke det man ønsker?

Hvordan kan man kritisere andres magtmisbrug, hvis man misbruger den magt, lille eller stor, som man selv er givet? Hvordan kan man seriøst tale den svages sag, hvis man selv tramper på den der er svag i forhold til ens egen magt?

Hvis ikke vi tager vores egne ords magt alvorligt, hvordan kan vi så mene at nogen andre skal?

Kunstens etik handler ikke om lovgivning. Den handler ikke om regler. Den handler heller ikke om ikke at skrive bøger der udfordrer autoriteternes, ideologiernes og konventionernes magt. Den handler netop om at gå imod magten, også dér hvor man selv er magthaver: i udøvelsen af sit kunstneriske talent.

I en magtgrisk verden er det mest revolutionerende man kan gøre, ikke netop at undlade at misbruge sin magt?

Selvfølgelig kan vi skrive hvad vi vil.

Og så længe vi ikke insisterer på at kunstens magt består i retten til at misbruge denne magt; så længe vi tager kunstens magt så alvorligt, at vi lærer os den kunst at have magt; så længe vi tjener kunstens almagt og ikke markedets overmagt - så længe kan vi også stadig fastholde at:

’Det er noget andet med kunst.’

***********************************************************
Copyright @ Janne Teller
Originally printed in the Danish daily, Politiken.